For at skabe et miljømæssigt bæredygtigt samfund, i dag og i fremtiden, blev der indført regler for producentansvar for elektriske og elektroniske produkter i 2005. Al genvinding har til formål at mindske de negative virkninger for miljø og sundhed, der opstår, når nye produkter produceres, og når gamle produkter bliver til affald.
Producentansvaret er baseret på det grundlæggende princip ”Polluter Pays Principle” (PPP), hvilket betyder, at forureneren skal betale for de miljøskader, der opstår i driften. Ved producentansvaret tilstræbes et kredsløbsbaseret samfund, hvor udtjente produkter ikke betragtes som affald, men som en ny form for ressource.
Elektronik og batterier indeholder ofte farlige stoffer og kemikalier, som risikerer at sprede sig til både mennesker og miljøet, hvis de ikke indsamles og behandles korrekt. Derudover indeholder elektroniske produkter flere forskellige materialer, der kræver mange naturressourcer for at blive produceret. Dette vil skabe udslip i naturen med negativ miljøpåvirkning som følge heraf.
Inden for EU reguleres brugen af de fleste giftige kemikalier i elektronik og batterier af RoHS-direktivet og batteri-direktivet. Direktiverne trådte dog først i kraft i 2006, og et relativt stort antal produkter er undtaget fra forbuddet. Det betyder, at stofferne stadig forekommer i elektronik og i de batterier, der indsamles. Sparepærer og lysstofrør er undtaget fra direktivet. Disse indeholder kviksølv, et giftigt stof (især for fostre og børn), der blandt andet kan påvirke hjerne og nyrer.
Miljø
Elektronik er sammensat af en kompleks blanding af forskellige materialer, såsom forskellige plastmaterialer, metaller, gummi, træ, keramik og glas. Avancerede produkter såsom smartphones kan indeholde over 60 grundstoffer blandet i forskellige kombinationer for at produktet skal få særlige egenskaber.
At udvinde og fremstille de materialer, der anvendes i elektronik og batterier, kræver ofte omfattende indgreb i naturen og forårsager store udslip og miljøpåvirkninger. For eksempel bruges store mængder vand og energi, olie bruges til fremstilling af plast, og metaller, der anvendes i for eksempel printkort, brydes i miner. Fremgangsmåderne indebærer udslip af drivhusgasser, svovl- og nitrogenoxider og andre miljø- og sundhedsskadelige forureninger både lokalt og globalt, fordi den energi, der forbruges, mest vil komme fra fossile brændstoffer, og fordi der dannes toksiske rester under minedrift. Fremstilling af en ny computer kræver for eksempel 240 kg fossile brændstoffer, 22 kg kemikalier og 1.500 kg vand.
Den bedste måde at reducere belastningen af miljø- og naturressourcer på er at bruge dine produkter i længere tid. Når du gør dette, er der ikke brug for at producere nye produkter. Så behøver vi ikke at bruge nye naturressourcer eller skabe nye udslip. Når du for eksempel bruger din gamle computer tre år længere, spares 109 kg kuldioxid. Hvis du ikke selv vil beholde dine gamle elektronik, bør du derfor primært sælge eller give den væk, hvis den stadig virker.
Når elektronikken er blevet så gammel, at den ikke længere kan bruges, skal du aflevere den til genvinding. Når elektronikken genvindes, drager man fordel af de materialer, der allerede er i produktet, i stedet for at producere nye. På den måde behøver vi ikke at udvinde ny olie til fremstilling af plast eller åbne nye miner at få fat i nye metaller.
Sociale spørgsmål
Produktionen af elektronik og batterier, samt udvinding af råstoffer foregår ofte i lande med utilstrækkelig miljøbeskyttelse, dårlige arbejdsforhold og mangel på respekt for menneskerettighederne.
Nogle af de metaller, der anvendes i moderne elektronik, er udvundet af mineraler, hvis brydning giver brændstof til og finansierer væbnede konflikter, vold og tvangsflytning af mennesker. Disse mineraler er blevet kaldt konfliktmineraler, hvor for eksempel tin og guld indgår. Metallerne er vigtige ingredienser i nutidens elektronik såsom smartphones.
Udtjente elektroniske produkter, der ikke genvindes korrekt, er et stort socialt problem i verden. En af verdens største lossepladser for elektroniske produkter hedder Agbogbloshie og ligger i Ghanas hovedstad Accra. Ghana importerer omkring 215.000 ton brugt elektronik hvert år, hvilket resulterer i 129.000 ton elektronisk affald. Hos Agbogbloshie gennemføres uformel genvinding, hvilket betyder, at genvindingen sker ved primitive metoder, hvor få eller ingen værnemidler eller teknologiske hjælpemidler anvendes.
Når de værdifulde metaller, der findes i elektronik, udvindes, udsættes arbejderne derfor direkte for de skadelige stoffer. Mange mennesker, der arbejder med det elektroniske affald i Agbogbloshie, er børn. Selv de mennesker, der bor omkring lossepladsen, er udsat. Farlige stoffer optages i jord, luft og vand, hvilket betyder, at de til sidst lagres i afgrøder og andre fødevarer. Resultatet af eksponeringen bliver et alvorligt sundhedsproblem, for eksempel med ændringer i skjoldbruskkirtlens funktioner, som blandt andet kontrollerer stofskiftet. Det forårsager skader på nervesystemet, giver temperament- og personlighedsforandringer og forårsager reduceret lungefunktion.
Cirkulær økonomi
I dag lever vi i en såkaldt lineær økonomi. Produkter produceres, sælges i butikker og kasseres eller brændes, når de ikke bruges længere. Det følger det lineære princip: Produktion – Brug – Affald. Den lineære økonomi karakteriseres af, at det økonomiske flow har en klar begyndelse og en klar afslutning. Fordi jorden har begrænsede ressourcer, er dette et system, der ikke vil kunne køre for evigt.
I modsætning til den lineære økonomi inspireres den cirkulære økonomi af naturens kredsløb. Cirkulær økonomi refererer til, at kapitalen i økonomien vil blive genopbygget i stedet for at blive til affald. I en cirkulær økonomi er produkterne designet til at kunne genbruges i et teknisk og/eller biologisk kredsløb. Det betyder, at de dele af et produkt, der ikke kan komposteres eller indføres i det biologiske kredsløb, skal genvindes og indføres i det tekniske kredsløb. Elektronik vil hovedsageligt blive bragt tilbage til det tekniske kredsløb, når metaller og plast er smeltet ned til nye produkter og komponenter.
Centralt i den cirkulære økonomi er at vende på perspektiverne ”forbrugere” og ”produkter”. I den cirkulære økonomi bør forbrugerne snarere ses som en bruger, og produkterne som funktioner. Ofte har mennesker ikke behov for at eje et produkt, fordi det er effekten, man er ude efter. For eksempel bruges en boremaskine mellem 6 og 13 minutter i løbet af dens levetid, hvilket gør det mere økonomisk og miljøvenligt at leje den efter behov, og alle, der kører bil mindre end 10.000 -15.000 km pr. år, sparer både penge og skåner miljøet ved at gå med i en delebilordning i stedet for at eje en bil.
Denne nye måde at tænke på åbner nye muligheder for både industrien og enkeltpersoner at spare både penge og miljø. For eksempel sælger Rolls Royce ikke deres motorer til flyindustrien længere, men leaser dem ud under begrebet ”Power by the hour”, Ragn-Sells udvinder fosfor fra slam, Philips sælger lys i stedet for glødepærer i deres ”pay-per-lux”-koncept, og hos Nissan kan du lease batterierne til din elbil.